At gå en tur ved havet, at høre dets rumlende larm, at høre bølgerne brydes, at høre vandet risle tilbage gennem småstenene ud i den store vandmængde igen – efter at det lige et kort øjeblik har været inde på stranden og kysse skellet mellem sand og vand – kan være en lise for sjælen.
Da jeg gik der i dag tænkte jeg også på, at havet illustrerer en dement/alzheimer-lidende/psykisk syg/borderliner/skizzofren (sygdomsnavnene er uendelige) – nogle gange er der ro et kort øjeblik, men når den næste bølge kommer – det ved vi den gør og den kan komme med en vældig rumlende larm, men også mindre voldsomt – skal vi være parate for ikke at blive draget med ud i det store dybe opslugende vand. Vi skal blive stående solidt på stranden og kun lade havet kysse vores fødder eller sjæle.
Den syge er syg. Vi kan kun hjælpe så og så meget. Vi glemmer ikke den syge, men vi skal også selv kunne gå videre på stranden og nyde turen.