“Der var engang…”, sådan starter et rigtigt eventyr!
I går morges var det regnvejr da jeg startede min morgengåtur, men lidt efter lidt blev regnen mindre intens, den holdt op og solen brød frem og alle farver var klare fordi regnen havde vasket støvet væk, en eventyrlig smuk morgen!
Pludselig kom jeg til at tænke på H.C. Andersens eventyr “Den standhaftige tinsoldat”.
For hvad så jeg ligge i rendestenen? En stakkels hund, den var våd af alt det regnvejr, så den havde ligget natten over. Hvordan var den dog endt der? Den havde sikkert været en vagtsom vagthund der havde passet på nogle nøgler så de altid var nemme at finde – enten i en taske eller i en lomme. Men der var ingen nøgle i nøgleringen. Hunden blev ikke brugt længere som vagthunden der passede på nøglerne. Den var blevet kasseret! Men hvordan var den endt i rendestenen? Var det ligesom hos den standhaftige landsoldat at det var trolden eller trækvinden som havde været skyld i at den var endt der? Men der var ingen vinduer her, det var ud for en hestestald, så det må have været trolden.
Nu lå den og ventede på at det næste eventyr i dens liv skulle begynde. Ville der komme voldsomt regnvejr og skylle den væk og ville den derfor ende i et rensningsanlæg, hvor den ville blive skummet fra og forbrændt, eller ville den manuelle gadefejer komme og feje hunden væk, eller ville den motorisede fejemaskinebil feje den op og ville den så ende på en forbrændingsanstalt og dermed give lidt varme tilbage til sin oprindelige ejer?
Men men men ingen af delene skete for i dag – på min morgengåtur – var den vagtsomme vagthund ikke længere i rendestenen! En venlig sjæl, og det var ikke mig, har taget den våde hund op og og lagt den inde ved kanten af fortovet og samme venlige sjæl håber nok at ejermanden med et smil vil finde den og samle den nu lidt falmende, våde og vagtsomme vagthund op….