På min gåtur i går var jeg lige ved at falde over dette smukke forårstegn. Ja, solen skinnede og der var ikke mange mennesker ude at gå, da det var lige over middag. Kun nogle børn var ude at lege, nu var det for dem også den sidste feriedag i vinterferien.
På et tidspunkt kigger jeg ned på fortovet som ikke er flisebelagt, men asfalteret. Der så jeg denne smukke lille krokus kæmpe sig frem i en revne. Min første tanke var hvor den dog kommer fra og tænkte at ingen ville da ville lægge et krokusløg i en revne i asfalten på fortovet! Det ledte hen til tanken om der – før det blev asfalteret – havde været et “sandfortov”? Men alligevel, hvem ville lægge et krokusløg i et fortov? Mine tanker endte med at der må have været have der engang, men det må have været mange, mange år siden. Nu er der så lige også det at krokus også kan formere sig ved frø men skal så helst ligge urørte i jorden i nogle år – så måske har en lille fugl været skyld i den her lille krokus, en lille fugl som for længst har sagt farvel til denne verden.
Min tanke gik videre til Kaj Munks lille anemone, “hvad gennembrød den sorte jord” kunne her være “hvad gennembrød den hårde asfalt”…
Jeg frygtede lidt at den kun havde en kort levetid, da det i morgen ville være første skoledag efter vinterferien og at de fortravlede mødre og fædre der skulle have deres små poder ned på skolen ikke ville se den og trampe den ned.
Stor var min glæde at den havde overlevet travlheden her til morgen! Nu tror jeg at foråret så sagte kommer og, nå ja, det er også den poetiske titel på Kaj Munks erindringsbog.