Brudstykker

Foråret er over os, ja allerede næsten forbi, men derfor skal træerne jo alligevel klippes, hvis de står på en avenue…

Klipningen foregår på en måde maskinelt, men alligevel er der også mennesker involveret, en mand til at køre traktoren og en anden til at styre klipningen. Billedet er íkke det bedste eksempel men man kan se en gul slange komme ud fra venstre side af traktoren. Slangen fører hen til manden der fjernstyrer selve klipningen med en joystick. Klipningen foregår oppe for enden af den hydrauliske arm ved hjælp af 4 store rundsave, monteret på en arm ved siden af hinanden. Armen  med disse rundsave kan med fjernstyringen vendes og drejes alt efter hvilken form træerne har og skal have.

Her kan man bedre se hvordan maskineret ser ud og hvordan mændene arbejder. Her er selve klippemaskinen blevet drejet så træet kan få studset toppen.
Mon træet synes det er ligeså beghageligt at være blevet klippet som os mennesker?

“Der var engang…”, sådan starter et rigtigt eventyr!
I går morges var det regnvejr da jeg startede min morgengåtur, men lidt efter lidt blev regnen mindre intens, den holdt op og solen brød frem og alle farver var klare fordi regnen havde vasket støvet væk, en eventyrlig smuk morgen!
Pludselig kom jeg til at tænke på H.C. Andersens eventyr “Den standhaftige tinsoldat”.For hvad så jeg ligge i rendestenen? En stakkels hund, den var våd af alt det regnvejr, så den havde ligget natten over. Hvordan var den dog endt der? Den havde sikkert været en vagtsom vagthund der havde passet på nogle nøgler så de altid var nemme at finde – enten i en taske eller i en lomme. Men der var ingen nøgle i nøgleringen. Hunden blev ikke brugt længere som vagthunden der passede på nøglerne. Den var blevet kasseret! Men hvordan var den endt i rendestenen? Var det ligesom hos den standhaftige landsoldat at det var trolden eller trækvinden som havde været skyld i at den var endt der? Men der var ingen vinduer her, det var ud for en hestestald, så det må have været trolden.

Nu lå den og ventede på at det næste eventyr i dens liv skulle begynde. Ville der komme voldsomt regnvejr og skylle den væk og ville den derfor ende i et rensningsanlæg, hvor den ville blive skummet fra og forbrændt, eller ville den manuelle gadefejer komme og feje hunden væk, eller ville den motorisede fejemaskinebil feje den op og ville den så ende på en forbrændingsanstalt og dermed give lidt varme tilbage til sin oprindelige ejer?

Men men men ingen af delene skete for i dag – på min morgengåtur – var den vagtsomme vagthund ikke længere i rendestenen! En venlig sjæl, og det var ikke mig, har taget den våde hund op og og lagt den inde ved kanten af fortovet og samme venlige sjæl håber nok at ejermanden med et smil vil finde den og samle den nu lidt falmende, våde og vagtsomme vagthund op….

Dette gadekunst-billede fangede min opmærksomhed, da jeg var ude på min morgengåtur. At det er en elefant er der vist ingen der er i tvivl om, at den er lavet med en skabelon er underordnet, men selve kunstværket er meget mindre end kunstnerens signatur.
Det fik mig til at tænke over hvorfor der ofte – hvis man kigger på et billede i et privat hjem eller andre steder – er en der straks føler sig foranlediget til at fortælle hvem kunstneren er? Det er jo egentlig ligegyldigt, for folk køber vel normalt et billede fordi de kan lide det og ikke på grund af hvem kunstneren er, ikke? Det sidste – hvem kunstneren er – hænger selvfølgelig sammen med prisen for billedet, men det er en helt anden sag.
Jeg skal dog straks sige, at når jeg er på museum, så går jeg tit hen til den lille note der typisk er til højre for billedet, enten for at se hvem kunstneren er eller om jeg har ret i hvem jeg nu tror det er, og det er fint nok for museer er vel egentlig til for at belære os og give os større indsigt. Men hvornår er navnet vigtigere end selve kunstværket?

Det er nu den sidste dag i påsken. Jeg ved ikke hvad den hedder, måske “Påskemandag”? 
Her i Frankrig er skærtorsdag og langfredag ikke skolefri, men i torsdags, altså skærtorsdag, så jeg på min morgengåtur i nabolaget ovenstående farverigdom hos den lokale bager. Hvad det hele går ud på ved jeg ikke, måske har der været en konkurrence og børnene har kunnet hente et fortrykt ark hos bageren og så siddet hjemme og malet og skrevet deres navne på – og måske er den bedste blevet begavet med et påskeæg eller kage.

Hvorom alting, er så har jeg her i påsken kunnet glæde mig over tegningerne og de har hver gang fået mig til smile – måske er de væk i morgen for så er påsken nemlig forbi!

På min gåtur i går var jeg lige ved at falde over dette smukke forårstegn. Ja, solen skinnede og der var ikke mange mennesker ude at gå, da det var lige over middag. Kun nogle børn var ude at lege, nu var det for dem også den sidste feriedag i vinterferien.

På et tidspunkt kigger jeg ned på fortovet som ikke er flisebelagt, men asfalteret. Der så jeg denne smukke lille krokus kæmpe sig frem i en revne. Min første tanke var hvor den dog kommer fra og tænkte at ingen ville da ville lægge et krokusløg i en revne i asfalten på fortovet! Det ledte hen til tanken om der – før det blev asfalteret – havde været et “sandfortov”? Men alligevel, hvem ville lægge et krokusløg i et fortov? Mine tanker endte med at der må have været have der engang, men det må have været mange, mange år siden. Nu er der så lige også det at krokus også kan formere sig ved frø men skal så helst ligge urørte i jorden i nogle år – så måske har en lille fugl været skyld i den her lille krokus, en lille fugl som for længst har sagt farvel til denne verden.

Min tanke gik videre til Kaj Munks lille anemone, “hvad gennembrød den sorte jord” kunne her være “hvad gennembrød den hårde asfalt”…
Jeg frygtede lidt at den kun havde en kort levetid, da det i morgen ville være første skoledag efter vinterferien og at de fortravlede mødre og fædre der skulle have deres små poder ned på skolen ikke ville se den og trampe den ned.

Stor var min glæde at den havde overlevet travlheden her til morgen! Nu tror jeg at foråret så sagte kommer og, nå ja, det er også den poetiske titel på Kaj Munks erindringsbog.

Forleden aften da jeg stod på balkonen og kiggede ud i snevejrsmørket syntes jeg at vinteren havde varet længe og næsten fyldte hele universet med vinter – og tog et billede af scenen. I går legede jeg i metro’en med en af photo-apps’ene på iPhonen og benyttede den vinterlige scene som basis og pludselig havde jeg et billede som illustrerede min tanke forleden aften. Pudsigt, for jeg havde aldrig bevidst søgt denne kombination, huskede ikke engang at jeg havde den baggrund at lege med 🙂

Inge bragte med sig fra sit sidste besøg i Danmark en bog: Claus Meyers Salatværksted. Den var en gave til mig, og den blev jeg naturligvis meget glad for, så fuld af inspiration den var – meget lovende for jeg var stagneret i min gulerod-rødbede-radiserod-salat.

Det blev til en coleslawsalat, min egen gulerod-rødbede-radiserod-salat, samt en “Pære- og grønkålssalat med blå ost og valnødder”. Sidstnævnte dog uden grønkål, som vi ikke kan få her, så den blev erstattet af et stort bundt brønkarse og helt nye forårsløg.

Det var dog først efter køkkenaktiviteterne og aftensmåltidet at jeg sådan rigtigt følte mig forbundet med Meyers begreb “Salatværksted”.

Forleden dag da jeg gik en tur i nabolaget havde jeg set vintergækker. På min næste gåtur hvor var der små snefnug i luften kom jeg i tanker om dem og besluttede at tage et billede af dem.
Kært barn har jo mange navne.
Vintergækker betyder på dansk at vinteren driver gæk med os, vi vil så gerne tro at nu er vinteren omme, men nej, den kommer tilbage…
Snowdrops på engelsk betyder vel nærmest snedråber – også et passende navn.
Perce-neige på fransk  betyder vel noget lignende som at bryde igennem sneen, hvilket jo også kan have sin rigtighed.
Schneeglöckchen på tysk er også meget passende for de små sneklokker, som blomsterne ligner.
Galanthus er det latinske navn og det kommer vist fra græsk. Gála betyder mælk og ánthos  betyder blomst, så mælkeblomst, men nu skal jeg passe på ikke at rode mig ud i noget jeg ikke har forstand på – men bare glæde mig over vintergækkerne!

I morges gik det ellers glat ind til Gare du Nord. Toget var præcist i Chantilly og ankom til tiden i Paris, men så var der problèmes de signalisations på metroline 4 og senere på linie 10 gik toget i stykker og måtte sætte alle passager af på en i forvejen godt fyldt perron. Uden udsigt til hurtigt følgende tog forlod jeg systemet og steg op til overfladen ved Duroc og begav mig til agenturet til fods.

Det var møgkoldt, med en bidende vind, men alligevel interessant at se byen fra en lidt anden vinkel. Jeg kendte turen derfra, men der er altid en ny belysning over byen, og her var Invalides helt gylden i toppen i nogle minutter, som jeg så fik knipset. Men når jeg går som  jeg gjorde det her til morgen, kommer tanken altid til mig om at Paris er en stoooor by. Jeg går her i 15-20 minutter og krydser kun en brøkdel af byen!

Vi havde arbejdet hårdt i flere uger og i aftes hen ved 19-tiden fik vi det sidste dokument sendt afsted til det sidste gennemsyn inden distribution til medlemslandenes delegationer. Og så gik det ellers med det lange ben foran til metroen for at nå 20:10-toget til Chantilly.

Gensynet med kontoret i morges understregede hvor knapt det var med tiden for at nå det tog og ikke det der gik 40 minutter senere. Men inden jeg nåede hen til agenturet var jeg og alle andre blevet stoppet på vej op fra metrostationen Segur – fordi der var filmoptagelse på Avenue Suffren – “og det kan være meget farligt for Dem at gå op”. Hvad skulle vi gøre andet end at ignorere studentermedhjælpen i gul sikkerhedsvest og gå op? Vi kunne jo ikke stå på ubestemt tid i metroens korridorer, alternativt at købe billet igen og køre hen til næste metrostation. Så vi ignorerede og  jeg for mit vedkommende gik lige så fredeligt hen til agenturet. I frokostpausen skulle jeg lige verificere hvad vi via intranettet havde fået at vide vedr. generne i forb. med filmoptagelsen, nemlig om den ville blokere min adgang til metroen om aftenen.

Nu var kameraopstillingen midt på avenuen forsvundet og de var ved at montere et kamera på kølerhjælmen på en Mercedes Benz i den øvre modelskala – måske til eftermiddagens optagelser. Men metroadgangen var fri, så jeg vendte tilbage og genoptog arbejdet. Spændende hvordan det bliver i morgen…