Min far overnatter midlertidigt på et meget spartansk møbleret værelse. Han kalder det selv “karlekammeret”. Det fik mig til at spørge ham om hvordan karlekamre egentlig var i hans tid og han fortalte at karlekamre ofte var at finde ved hestestalden.
Det første sted min far tjente, det var omkring 1935, sov han i karlekammeret der også her var i forbindelse med stalden. Værelset var lille og der var ikke plads til at han kunne have et skab med, hvad karlene ofte havde, så han havde en lille kiste med til sine ting. Derudover var der et bord og en stol, altså en umagelig spisebordsstol.
Husbonden sagde til min far at han var heldig at have værelse i stalden for der var der da varme, han overnattede selv oppe under taget.
Ved væggen ind til karlekammeret var en ko spændt fast, så hele natten rumsterede koen med tøjeret – men, som min far sagde, det vænnede han sig til.
Ude i stalden stod en vaskebalje hvor han kunne vaske sig, og det var faktisk et gode, der ikke var alle steder.
Senere i livet cyklede min far rundt som kontrolassistent (det drejede sig om mælkekvaliteten), og da overnattede han stadig på karlekamre. Min mor, derimod, som også var kontrolassistent overnattede ikke i pigekamre, som ofte var i forbindelse med køkkenet, hvor der også var en vis varme fra ovnen – Næh, hun blev anvist gæsteværelserne og de lå ofte i udkanten af stuehuset, så de var rigtig kolde.
Karlekammeret
This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.