Inge bragte med sig fra Danmark Claus Meyers bog “Salatværksted” samt en god erindring om en falsk couscoussalat som Marie havde serveret for hende deroppe.
Bogen var en gave til mig og allerede her i weekenden kom den i brug og salaten “Falsk couscous af blomkål og mandler” kom så på bordet her i aften. Brøndkarsen i baggrunden var en bestanddel og til salaten fik vi små laksefrikadeller – eller nærmere små lakseomeletter – eller måske noget midt imellem. Grydebrød fik vi også til og så sad vi og så et afsnit af Borgen, og alt imedens jeg guffede den dejlige salat med rå blomkål, parmesan, brøndkarse, ristede mandler, olivenolie, citron og skalotteløg glemte jeg rugbrødsdejen som stod på radiatoren og hævede 🙂 Den får lov til at hæve videre til i morgen og udvikle en god smag – og så bliver det spændende at se hvordan den opfører sig i ovnen…