Brudstykker

Når man bor i en by med mange heste, ser man på sin gåtur naturligvis heste på vej til deres daglige motionstur med ryttere på ryggen, man lugter heste, man hører vrinsken, man hører klapren af hestesko mod asfalten, man ser hestepærer (hvorfor hedder det mon pærer?), jeg kunne blive ved….

Noget af det første, der møder en når man kommer til byen er skilte om at man som bilist bestemt ikke har prioritet, næh det har hestene! Gad vide i hvor mange byer det eksisterer.
Nu er der så også barnlige sjæle med spritpenne i byen og skiltene får regelmæssigt en lille påtegning, hvorefter det bliver gjort rent på kommunens regning, hvorefter en ny tegnelystig fyr finder spritpennen frem, hvorefter…
Tegneren må i dette tilfælde mene at hesten er en hingst. Nedenunder står der O + A et tegn og Doh (doh på fransk betyder vel at et eller andet er tosset?)
Nedenunder Pipi (som vel betyder at tisse), Prout (mon ikke det er et lydefterlignende ord?) og til sidst Ca Ca (betyder bæ eller her vel nærmest hestelort). Næsten helt udvisket står der “Ce cout de” (det koster?)

Kunstnerens budskab er ikke helt klart. Noget har det sikkert at gøre med heste og så er det op til os at fortolke det, men jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg går forbi skiltet og tænker på at den barnlige sjæl enten har været høj (i fysisk forstand) eller vedkommende er blevet løftet op for at skrive og så kan man tænke: “Et Alors…”

I dag var det specielt at gå til toget – det foregik nemlig i morgendagslys og ikke som det har været tilfældet i lang, lang tid under et tykt mørkegråt tæppe en eller anden havde trukket hen over himlen.

I dag var det skyfrit – ja, og koldt, omkr. frysepunktet, men det gjorde ikke noget for i dagens løb krøb temperaturerne op i nærheden af de 10 grader. Og når sådan noget sker er det bydende nødvendigt at dreje en runde efter lunch.

Og så var der jo lige det med rugbrødet som blev glemt i går…

… det kom i ovnen her til morgen og fik sine 77 minutter ved 200 grader, og her til aften kunne jeg så kigge ind for at se hvordan det så ud inden i. Helt normalt, til min store overraskelse. En smule klægt, men det har vi haft før, og da vi rister brødet er det ikke det store problem. Sagt på en anden måde, så røg brødet ikke i affaldsspanden, men indgik i ugens fødekæde.

Kontant afregning ved kasse 1 – bruges for at angive at en reaktion kommer omgående, konsekvent og ubønhørligt.

Men at betale kontant er vel egentlig også kontant afregning. Steen havde en lille oplevelse da han handlede ind og han valgte en kasse hvor der kun var en eneste kunde, en ældre herre på hans egen alder, i køen foran ham og dette her viste sig ikke at være kasse 1.
Kunden foran ville betale kontant og gav kassedamen en 200 euro seddel. Kassedamen ringede straks efter et apparat der kunne scanne sedlen for at se om den var ægte.
Da sedlen var god nok skulle der komme en anden dame med 200 euro i pengesedler af mindre pålydende værdi  til kassedamen så hun kunne give kunden byttepenge tilbage.
Alt dette tog laaaang tid. At betale kontant ved kassen er i 2013 ikke en handling præget af hurtighed.

Inge bragte med sig fra Danmark Claus Meyers bog “Salatværksted” samt en god erindring om en falsk couscoussalat som Marie havde serveret for hende deroppe.

Bogen var en gave til mig og allerede her i weekenden kom den i brug og salaten “Falsk couscous af blomkål og mandler” kom så på bordet her i aften. Brøndkarsen i baggrunden var en bestanddel og til salaten fik vi små laksefrikadeller – eller nærmere små lakseomeletter – eller måske noget midt imellem. Grydebrød fik vi også til og så sad vi og så et afsnit af Borgen, og alt imedens jeg guffede den dejlige salat med rå blomkål, parmesan, brøndkarse, ristede mandler, olivenolie, citron og skalotteløg glemte jeg rugbrødsdejen som stod på radiatoren og hævede 🙂 Den får lov til at hæve videre til i morgen og udvikle en god smag – og så bliver det spændende at se hvordan den opfører sig i ovnen…

Meget bør blive sagt med et smil – et smil gør folk glade.
Dette smil lå og ventede på mig, da jeg kom tilbage fra en gåtur i Agger med min svigerinde. Vi gik 5.66 km i kold blæst fra sydøst og der var minus grader, men det var en god tur i smukt februarvejr. Vi fik set havet, klitterne og landskabet bag Agger Tange, og vi mødte ingen mennesker, kun i det fjerne så vi et par enkelte hundeluftere. Dette var en dejlig gåtur og der var smil på læben mange gange.
Smilet på dette papir gør mig også glad. Hvor er det dejligt og det får mig til at tænke på at der er hoteller og så er der hoteller, og dette her er et af de gode. Nu var smilet ikke alene, der var også en dejlig flaske vin, glas og en oplukker – ingen grund til at det ikke skal blive en god weekend!

Hvis jeg mødte en installationkunst på et museum, som det her, så ville jeg prøve at tænke på hvad meningen var med det – hvad kunsteren ville have mig til at tænke over og forstå.
Skiltet “Brug toilet på første sal” kan jo betyde mangt og meget. Er det hovedet der bliver tænkt på, at man skal huske at rense lortet skidtet ud, at man ikke skal gå og gemme på dårlige ting i hjernen.

Nu er installationenkunsten på hotellet hvor jeg bor i disse dage, så historien er en helt anden end hvis jeg havde set det på et museum. Hotellets reception er blevet malet og dørene skal også males, sandsynligvis bliver de sprøjtemalet på et malerværksted – ellers er der vel ingen grund til at afmontere dem.
Man må dog ikke håbe at der kommer for mange ældre eller handicappede på besøg i disse dage, da der ikke er elevator til første etage…

Fra Wikipedia om installationskunst:
Genstandene, der indgår i installationen, er ikke nødvendigvis i sig selv kunstværker. Kunsten opstår derimod i samspillet mellem genstandene og disses samlede udtryk og kommunikation med beskueren.

Min far overnatter midlertidigt på et meget spartansk møbleret værelse. Han kalder det selv “karlekammeret”. Det fik mig til at spørge ham om hvordan karlekamre egentlig var i hans tid og han fortalte at karlekamre ofte var at finde ved hestestalden.
Det første sted min far tjente, det var omkring 1935, sov han i karlekammeret der også her var i forbindelse med stalden. Værelset var lille og der var ikke plads til at han kunne have et skab med, hvad karlene ofte havde, så han havde en lille kiste med til sine ting. Derudover var der et bord og en stol, altså en umagelig spisebordsstol.
Husbonden sagde til min far at han var heldig at have værelse i stalden for der var der da varme, han overnattede selv oppe under taget.
Ved væggen ind til karlekammeret var en ko spændt fast, så hele natten rumsterede koen med tøjeret – men, som min far sagde, det vænnede han sig til.
Ude i stalden stod en vaskebalje hvor han kunne vaske sig, og det var faktisk et gode, der ikke var alle steder.
Senere i livet cyklede min far rundt som kontrolassistent (det drejede sig om mælkekvaliteten), og da overnattede han stadig på karlekamre. Min mor, derimod, som også var kontrolassistent overnattede ikke i pigekamre, som ofte var i forbindelse med køkkenet, hvor der også var en vis varme fra ovnen – Næh, hun blev anvist gæsteværelserne og de lå ofte i udkanten af stuehuset, så de var rigtig kolde.

Kunstneren til dette mesterværk hedder Laura. Hun spurgte mig en gang da jeg var på besøg i hendes hjem: “Kan du finde vej til morfar?”. Jeg svarede lidt nølende, at det mente jeg da. Det var ikke et ordentlig svar ifølge Laura, så jeg blev spurgt igen, ikke noget med halve svar til en ung pige der stiller et vigtigt spørgsmål.
I dag tænder man tit for GPS-navigatoren selv om man egentlig godt kender vejen, men siden Laura stillede mig dette vigtige spørgsmål, tænder jeg ikke længere GPS’en når jeg sætter mig ind i en lejet bil i Billund. Jeg siger hver gang til mig selv, at jeg godt kan finde vej til morfar!
Her er I så heldige at I kan se morfar. Mens Laura tegnede ham kiggede hun på ham – han fik hår på hovedet, en masse skæg, briller på næsen og seler! Selerne når næsten helt til jorden og det fnisede Laura selv af, da hun tegnede dem. Men så kom hun til at tænke på seler og spurgte morfar om han altid gik med selebukser, som hun kaldte det, og hvorfor.
Laura tegnede videre – der kom en blomst på og morfar fik arme og han fik en vandkande i den ene hånd så blomsten kunne blive vandet og ude til venstre kom en snegl med i billedet.
En glad morfar, som også er glad for at han er morfar og dermed har en almindeligt anerkendt undskyldning for at tage sig en morfar 🙂

At gå en tur ved havet, at høre dets rumlende larm, at høre bølgerne brydes, at høre vandet risle tilbage gennem småstenene ud i den store vandmængde igen – efter at det lige et kort øjeblik har været inde på stranden og kysse skellet mellem sand og vand – kan være en lise for sjælen.

Da jeg gik der i dag tænkte jeg også på, at havet illustrerer en dement/alzheimer-lidende/psykisk syg/borderliner/skizzofren (sygdomsnavnene er uendelige) – nogle gange er der ro et kort øjeblik, men når den næste bølge kommer – det ved vi den gør og den kan komme med en vældig rumlende larm, men også mindre voldsomt – skal vi være parate for ikke at blive draget med ud i det store dybe opslugende vand. Vi skal blive stående solidt på stranden og kun lade havet kysse vores fødder eller sjæle.
Den syge er syg. Vi kan kun hjælpe så og så meget. Vi glemmer ikke den syge, men vi skal også selv kunne gå videre på stranden og nyde turen.

En velkomst kan være mange ting.

Ikke alle er lige tydelige, men at komme ind på et hotelværelse og se dette, så kan jeg ikke andet end føle at have fået en hjertevarm velkomst.